Gaudi - en uforglemmelig skikkelse

Høje, spidse tårne samt søjler

En af modernismens mest originale og uforglemmelige skikkelser. Sådan kan man beskrive kunstneren Gaudi, som blev født 25. juni 1852 i Reus, Spanien. Efter få år rykkede han dog videre til Barcelona (i 1869), hvor han blev boende resten af sit liv.

Det var også i denne by, at han gav sig i kast med det enorme kirkebyggeri, La Sagrada Familia, som han overtog ledelsen af i 1883. Her var kun krypten færdig, og der var derfor nok at tage fat på for kunstneren. Byggeriet fik en del gotiske præg fra Middelalderen, blandt andet de høje, spidse rum (tårnene) og spidsbuerne, mens søjlerne fra Antikken ligeledes satte sig præg på byggeriet. Dette underbygger blot det faktum, at vi befinder os i historicismen, hvor man netop blandede stilarterne fra de forskellige perioder. Kirken er dog samtidig tydeligt påvirket af jugendstilen, hvor man blander geometri med naturens former. 

Udspændte torve med sandsække 

Netop geometrien i naturen var i høj kurs hos Gaudi. Den matematiske geometri gav han derimod ikke meget for, da han i stedet fandt naturens vækst, organiske udformning, utæmmethed og harmoniske asymmetri langt smukkere. I naturen var det særligt parablerne/hyperblerne, der fangede hans opmærksomhed. For at fremskaffe disse særlige, naturlige buer hængte han derfor torve i loftet, hvori han hængte sandsække for at skabe den særlige bue. Ved at vende hele dette setup på hovedet, kunne han bruge det i sin arkitektur.

Detaljeret facade

Det faktum, at Gaudi ikke blot anvendte tidligere stilarter, men også tænkte ud af boksen og opfandt sine egne, som vi ser det med de naturlige buer, gør ham til en af modernismens forgangsmænd. I en tid, hvor historicismen med genbrug af gamle stilarter var i højsædet, gik Gaudi sine egne veje mod modernismen, som først for alvor trådte igennem omkring år 1900. Dog holdt han eksempelvis fast ved de meget detaljerede facader, hvor man i modernismen i stedet foretrak lige linjer og flade former, da man ikke ville tiltrække sig unødig opmærksomhed.

Gaudi var dog ikke en frembrusende mand, som jagtede anerkendelse for sin arkitektoniske formåen. I stedet trak han sig tilbage i Elfenbenstårnet i La Sagrada Familia, hvor han heller ikke mødtes med andre kulturpersonligheder. For ham var det vigtigere, at alle fik et tilhørsf
orhold til kirken, hvorfor han, når han manglede penge, gik på indsamlingstogt blandt de lokale borgere. Dermed takkede han også nej til større rigdomme, som byens højere mænd uden tvivl gerne havde skænket både ham og kirken. At Gaudi ikke ønskede fokus på luksus og dyre, materielle goder ses endvidere ved, at han flere gange brugte glasskår og flisestumper.