Gaudi - en uforglemmelig skikkelse

Høje, spidse tårne samt søjler

En af modernismens mest originale og uforglemmelige skikkelser. Sådan kan man beskrive kunstneren Gaudi, som blev født 25. juni 1852 i Reus, Spanien. Efter få år rykkede han dog videre til Barcelona (i 1869), hvor han blev boende resten af sit liv.

Det var også i denne by, at han gav sig i kast med det enorme kirkebyggeri, La Sagrada Familia, som han overtog ledelsen af i 1883. Her var kun krypten færdig, og der var derfor nok at tage fat på for kunstneren. Byggeriet fik en del gotiske præg fra Middelalderen, blandt andet de høje, spidse rum (tårnene) og spidsbuerne, mens søjlerne fra Antikken ligeledes satte sig præg på byggeriet. Dette underbygger blot det faktum, at vi befinder os i historicismen, hvor man netop blandede stilarterne fra de forskellige perioder. Kirken er dog samtidig tydeligt påvirket af jugendstilen, hvor man blander geometri med naturens former. 

Udspændte torve med sandsække 

Netop geometrien i naturen var i høj kurs hos Gaudi. Den matematiske geometri gav han derimod ikke meget for, da han i stedet fandt naturens vækst, organiske udformning, utæmmethed og harmoniske asymmetri langt smukkere. I naturen var det særligt parablerne/hyperblerne, der fangede hans opmærksomhed. For at fremskaffe disse særlige, naturlige buer hængte han derfor torve i loftet, hvori han hængte sandsække for at skabe den særlige bue. Ved at vende hele dette setup på hovedet, kunne han bruge det i sin arkitektur.

Detaljeret facade

Det faktum, at Gaudi ikke blot anvendte tidligere stilarter, men også tænkte ud af boksen og opfandt sine egne, som vi ser det med de naturlige buer, gør ham til en af modernismens forgangsmænd. I en tid, hvor historicismen med genbrug af gamle stilarter var i højsædet, gik Gaudi sine egne veje mod modernismen, som først for alvor trådte igennem omkring år 1900. Dog holdt han eksempelvis fast ved de meget detaljerede facader, hvor man i modernismen i stedet foretrak lige linjer og flade former, da man ikke ville tiltrække sig unødig opmærksomhed.

Gaudi var dog ikke en frembrusende mand, som jagtede anerkendelse for sin arkitektoniske formåen. I stedet trak han sig tilbage i Elfenbenstårnet i La Sagrada Familia, hvor han heller ikke mødtes med andre kulturpersonligheder. For ham var det vigtigere, at alle fik et tilhørsf
orhold til kirken, hvorfor han, når han manglede penge, gik på indsamlingstogt blandt de lokale borgere. Dermed takkede han også nej til større rigdomme, som byens højere mænd uden tvivl gerne havde skænket både ham og kirken. At Gaudi ikke ønskede fokus på luksus og dyre, materielle goder ses endvidere ved, at han flere gange brugte glasskår og flisestumper.

Arkitektur - en trist gang!

Overblik over gangen

Jeg har valgt at beskrive gangen på skolen, da dette er et rum, hvor man ofte befinder sig - dog kun kortvarigt, da rummet fungerer som gennemgang mellem eksempelvis kantinen og klassen. Dette faktum skaber, specielt i frikvarterne, en del trafik, larm og støvletramp på stedet, ikke mindst grundet stenfliserne i gulvet. Går der mange mennesker forbi hinanden samtidigt, skaber det ligeledes et indtryk af et lille, snævert og en smule klaustrofobisk rum, da man nemt støder ind i hinanden.

Bænken ved vinduet

De rå mursten og stenfliserne på gulvet skaber ligeledes fornemmelse af et råt og koldt rum. Da der yderligere kun er en smule inventar underbygger dette blot følelsen. At der står en bænk, og at der er meget farverige skabe samt et par malerier, er med til at skabe den smule hygge og varme, der kan hives frem. Da der dog tilsyneladende ikke er en rød tråd i farvevalget på skabene, kommer dette dog hurtigt til at virke som et kikset forsøg på at skabe lys i rummet. Havde man i det mindste valgt lidt mere skrigende farver med en knap så dominerende grå, havde det måske virket bedre og skabt glæde omkring sig, som hensigten sandsynligvis har været. Bænken, som er placeret i solstrålen fra vinduet, højner dog kvaliteten i rummet og indbyder næsten til en pause. Der er dog ikke meget lyst andre steder end ved de to vinduer, hvilket skaber en trist og dyster stemning, som det ses på det øverste billede.

De farvede skabe

Det afsluttende projekt - nu bliver det blåt!

Så blev det tid. Vi er netop startet på det afsluttende projekt med det overordnede tema "blå". Her blev mine tanker straks ledt mod havet, og det blev naturligt at tage udgangspunkt i dette.

C. W. Eckersberg

En google-søgning viste en række malerier, hvor jeg har valgt at tage udgangspunkt i dette billede af Eckersberg og herefter lave et værk i forlængelse af dette. Derfor følger først en analyse af det valgte maleri:

”Søstykke mellem Hjelm og den jyske kyst”. Således lyder titlen på et oliemaleri af Christoffer Wilhelm Eckersberg, dateret til 1827-1845. Billedet er et marinemaleri, som var Eckersbergs foretrukne kategori i 1820’erne. Tidligere havde han som ung tjent penge ved at tegne skibsportrætter, hvor vægten særligt lå på nøjagtige og detaljerede gengivelser af virkelighedens skibe. Efter hjemrejsen fra Rom gik der dog nogle år, hvor skibsmotiverne trådte i baggrunden for portrætter og historiske malerier. Dette ændrede sig dog i 1821, hvor de maritime motiver igen blev fundet frem.

Skibet på dette maleri, som er hovedmotiv i billedet, hvilket forklares senere, sejler med øen Hjelm i Kattegat på dets styrbord side, mens det jyske fastland ligger på dets bagbord side. Samtidig bliver det her tydeligt, at Eckersberg har haft erfaring med præcise skibstegninger. Måden, hvorpå sejlene er sat, stemmer alle i overens med en kurs på halvvind. På billedet ses ligeledes en række hvide skumtoppe, hvilket fortæller os, at der har været en del vind på netop denne dag.

Eckersberg har fanget dybden  
Billedet ses i normalperspektiv, akkurat som havde vi stået på stranden og spejdet over havet. Dette kan blandt andet ses, da horisontlinjen ligger naturligt i forhold til vores øjenhøjde. I forgrunden ser vi en række bølger, som glider over i mellemgrunden, hvor fregatten har sin plads. Dette ses blandt andet ved, at der er op til flere bølgetoppe inden mødet med skibet. Ligeledes er fregattens størrelsesforhold en indikator for dets placering i mellemgrunden. Skibet overlapper det bagvedliggende fastland, som altså tydeligvis er placeret i baggrunden. Øen Hven er ligeledes placeret i baggrunden, blandet andet på grund af størrelsesperspektivet og dens disede farve. Eckersberg har altså haft gang i et rigtigt dybdemaleri her, som oprindeligt blev opfundet i Renæssancen i 15-1600-tallet.

Allerbagerst skimtes fastlandet med himlen som baggrund. Himlen er opbygget af først et hvidt skydække, som fører over i den lyseblå himmel. Skydækket bliver gradvist lysere eftersom, vi når længere mod den blå himmel. De tungeste skyer ligger altså i kimingen, som er placeret på den sidste tredjedel af billedet. Herefter er den midterste flade skydækket, mens den sidste tredjedel består af den dybblå himmel. Billedet er altså tydeligvis inddelt i tre vandrette flader, hvilket er med til at skabe ro og balance.

Selve skibet er placeret i det gyldne snit, som blev opfundet i antikken, og vækker derfor straks vores opmærksomhed. De hvide sejl, som lyser op, kalder ligeledes på vores fokus. Skibets bovspyd i stævnen peger i en skjult, diagonal linje fremad. Vi kommer altså til at følge denne linje ud af billedet og får dermed indtryk af skibets bevægelser. Førstehåndsindtrykket er dog klart et statisk billede med vandrette linjer, eksempelvis hvor himlen møder havet. Dykker vi ned i maleriet opdager vi dog den store bevægelse, der også er til stede, eksempelvis som beskrevet med den skjulte linje ud fra stævnen. Vi fornemmer ligeledes vandets bevægelser, vist med de hvide skumtoppe. Himlen er dog indbefattet af harmonisk ro med dybe farver og bløde kantlinjer, hvilket sandsynligvis forklarer den første indskydelse af et statisk billede.

Blå på førstepladsen  
De bløde skyer får dog ikke lov at nå sin ende. De er beskåret inden deres afslutning. Dette er dog blot med til at skabe bevægelse i billedet og gøre det mere interessant, da skyernes afslutning ellers ville skabe ro og overblik i billedet. Selve hovedmotivet, skibet, er med i sin fulde helhed, ligesom øen Hven også er det. Skibet er dog på vej ud af billedet, grundet den tidligere omtalte skjulte, diagonale linje. Dette får billedet til at virke en smule sammenpresset i venstre side og fører til, at der ikke er så meget luft omkring skibet, som der rent faktuelt er.

Dette får dog ikke på nogen måde billedet til at virke dystert. Ikke mindst grundet farverne, som hovedsageligt er lyse. Her er det specielt de hvide skyer og den lyseblå himmel, der har en stor plads i billedet. Også de hvide sejl toner frem og er med til at skabe fornemmelsen af et lyst maleri. Naturlige solstråler er sandsynligvis kilden til disse lyspunkter, dog kan vi ikke se solen på billedet, men må antage, at denne findes uden for det afbildede område. Overordnet kan vi dog sige, at farverne er naturlige i forhold til motivet bortset fra de hvide sejl, som sandsynligvis ikke er så kridhvide i virkeligheden.

Primærfarven blå er dog samtidig den farve, der får lov at dominere maleriet, hvilket er med til at skabe ro. Netop at farven skaber ro ses på selve havet, som, trods de hvide skumtoppe, virker beroligende på beskueren. På maleriet er både anvendt en lys og mere mørk udgave af den blå farve, altså tertiære farver, som er opnået ved at iblande de akrome farver, hvid og sort, for henholdsvis at opnå en lysere og mørkere blå farve.

Dette marinemaleri er, som beskrevet i starten, dog bestemt ikke det eneste fra Eckersbergs hånd. Blandt andet maleriet ”En dansk yacht passerer Stevns” bærer også tydeligt præg af Eckersbergs interesse for de maritime detaljer. Som ved det før beskrevne maleri er detaljerne på dette ligeledes nøje udført, og sejlene er nøjagtigt karikeret efter vindens retning. Igen ser vi det dybblå hav med hvide skumtoppe, en grønlig, diset ø/fastland i baggrunden og en himmel, der fylder omkring 1/3 del af maleriet. På dette maleri er skyerne dog ikke blot en hvid, samlet masse, men i stedet små vatskyer fordelt på den midterste tredjedel af billedet – igen kan vi altså sige, at maleriet er inddelt i tre grundlæggende flader. Denne gang er skibet dog ikke i lige så høj grad placeret i det gyldne snit. I stedet fylder det stort set hele midten og opnår derfor også opmærksomhed herigennem. Ydermere føler vi, at skibet har direkte kurs mod os som beskuere, da stævnen peger mod os. Dermed virker det ligeledes naturligt for os, at skibet er på vej i havn, da Eckersberg sandsynligvis har siddet på landjorden, da han lavede maleriet.

Uvisheden - på havet og i livet 
Noget, vi til gengæld ikke kan kende den nøjagtige kurs på, er vores liv. Uanset, hvor meget vi prøver, kan vi ikke vide, hvad dagen i morgen vil bringe. Det samme gør sig gældende på maleriet ”Søstykke mellem Hjelm og den jyske kyst”, som jeg netop har analyseret. Her har mandskabet på fregatten ikke en klar fornemmelse af, hvad deres sejltur vil bringe: Stormvejr eller vindstille? Regn eller sol? Denne uvished, som både gør sig gældende på havet og i livet generelt, har jeg forsøgt at vise med mit værk, som er bygget op som et lykkehjul med en båd som drejepilen.

Her er båden netop et udtryk for vores liv som mennesker. Vi kan forsøge at "dreje båden", altså forsøge at få viden om og forebygge, hvad der vil ske for os i fremtiden. Vi kan gå i fitness for at holde os i form og dermed undgå livsstilssygdomme. Vi kan køre sikkert og forsvarligt i trafikken for at undgå ulykker. Vi kan knokle i skolen for de gode karakterer og håbe på, at det kan sikre os en god uddannelse og senere et job. Men her er ingen garantier. 12-tals eleven kan stå arbejdsløs. Den sunde fitness-type kan blive ramt af kræft. Uanset hvor meget vi end forsøger os, har vi ikke fuldstændig kontrol og dermed viden om, hvad vores liv vil bringe. Vi kan "dreje båden", forsøge at sikre os i livet, 1000 gange, men vi vil stadig blot få tildelt en uforklarlig farve, og altså ingen viden.

Lykkehjulet, malerarbejdet skudt i gang

Denne tanke fik jeg allerede tidligt i processen med dette projekt. De første par billedkunsttimer blev dog brugt med computer og analysekompendie, da det mest grundlæggende af ”Søstykke mellem Hjelm og den jyske kyst” skulle på plads.

Herefter gav jeg mig i kast med selve værket. Min far ville gerne hjælpe med at save den runde plade ud til selve lykkehjulet, og så var det bare at måle felter op, finde malertapen og de blå malerbøtter frem. Her valgte jeg at male felterne i forskellige blå nuancer ved at iblande henholdsvis de akrome farver, sort og hvid, i malingen. Jeg har dog også anvendt forskellige blå farver, blandet på forhånd. De forskellige nuancer af den samme farve er med til at skabe ro og systematik, da de er sat i orden efter nuancerne samtidig med, at den blå farve generelt giver os udlængsel - lyst til

Malerarbejdet når sin ende

at opleve noget nyt. Dette tænker jeg, hænger godt sammen med mit værk, da vi her i livet i perioder vil have lyst til at opleve noget nyt, om de så ender godt eller skidt, kan vi ikke vide på forhånd.


Blandt mine overvejelser var også at male forskellige vejrsituationer på felterne - stormvejr, blikstille osv. Dette kom jeg dog hurtigt fra, da jeg mente, at det ville fjerne pointen med mit værk; at vi ikke ved, hvad der vil møde os hverken på havet eller i livet.

Uden tape

Takket være malertapen lykkedes det mig at komme forholdsvis gnidningsfrit igennem malerarbejdet og kunne dermed opnå nogle skarpe linjer mellem felterne, hvilket er med til at skabe et indtryk af gennemarbejdelse, orden og overblik.

Samtidig havde vi også en glasfiberbåd liggende, som jeg kunne anvende som selve pilen - det kunne næsten ikke blive mere perfekt. Den valgte jeg at male i en lyseblå, da dette skulle symbolisere renhed og et uskyldigt liv. Altså er nabohjælp, pasning af kusinerne og at tømme opvaskemaskinen for mor ligeledes ikke er garantier for, hvorhen båden vil pege, om livet vil byde på stormvejr eller vindstille. Dog kunne glasfiberbåden godt være malet i en lidt lysere blå farve, og det ville ligeledes ikke gøre noget, hvis den havde været en smule mindre, da det sidenhed viser sig, at værket får

Sømmet i midten 

et lidt kluntet udtryk med den store båd.


Nu er vi nået til det store spørgsmål - hvordan i alverden skal båden kunne dreje!? I første omgang overvejede jeg magneter, men kom dog frem til, at dette ikke ville kunne fungere i praksis. Til gengæld fandt mig og min far i fællesskab en løsning. Her bankede vi et søm gennem lykkehjulets midte og limede en lille træklods med hul i under båden. Båden med hullet sætter man så blot ovenpå sømmet, og båden kan nu dreje ved et lille skub. Dog krænger båden en smule under drejning, men dette er jo blot naturligt for en båd...

Træklodsen med hul på båden

Netop det faktum, at man skal dreje båden, gør samtidig dette værk til interaktiv kunst. Den kunsttype vandt for alvor indpas i 90’erne og har siden da gjort det mere interessant for en bredere skare at gå på museer. Her er kunstneren nemlig afhængig af dig som beskuer. Drejer du ikke båden på det blåfarvede lykkehjul, er værket jo ikke meget værd. Dermed håber jeg også at opnå, at mit værk vil tale til flere mennesker, da de selv bliver en aktiv del af værket og ydermere måske vil opleve en grad af genkendelighed og minder, her tænkes på lykkehjulet, fra den sorgløse barndom med tivoli og store bamsegevinster.

Det færdige projekt